Hvordan foregår en 3D scanning egentlig?
En 3D scanning starter som regel altid med almindelig 2D ultralyd, som er selve grundscanningen. 2D bruger vi for at kigge på babyens stilling og til at rette scanneren ind omkring babyen, så vi kan finde de bedste steder og kighuller til at lave 3D.
Hvis babyen ligger godt, går vi nogle gange i gang med at lave 3D og 4D med det samme, andre gange fortsætter vi lidt med 2D, indtil babyen flytter sig og 3D/4D scanning bliver muligt. Evt. puffer vi undervejs blidt til babyen for at kommunikere med den og se, om vi kan få den til at bevæge sig.
2D bruger vi også til at måle babyen, så I kan få at vide, hvor meget jeres baby vejer. Vi scanner den sammen og tjekker babyens udvikling og trivsel, derefter ser vi på fostervandsmængden og måler flow gennem navlesnoren.
Vi forsøger også at vise jer babyen med den naturlige 3D, også kaldet HD Live.
Vi lægger meget vægt på at fortælle jer undervejs, hvad vi ser og kigger efter. Det er nemlig jeres baby - og jer, der er i centrum. En 3D/4D scanning skal være en fantastisk oplevelse, hvor I kommer helt tæt på, og lærer jeres baby at kende via billeder, ord og en tryg gennemscanning.
Vær ikke bekymret for, at alt bliver fuldstændig afsløret for dig; du vil få en masse fine detaljer at se, og du vil kunne få en fornemmelse af, hvem den ligner, men det kan være svært helt at forestille sig, hvordan den ser ud - før du ser den efter fødslen!
Der vil du kunne genkende babyen og se, hvad din 3D scanning viste dig. Det er den skønneste oplevelse.
Hvad kan du gøre inden scanningen?
- Det kan være godt at drikke godt med væske et par dage inden din scanning, så din hud og væv er hydreret. Det kan lydbølgerne nemlig godt lide.
- Sørg for at tømme din blære inden scanningen
- Du må meget gerne spise lidt inden din scanning, så vil babyen oftest være vågen
- Du må meget gerne tage noget koldt med at drikke og gerne noget sødt, det kan være iskoldt vand eller juice/sodavand/saft